SOLO-IVÆRKSÆTTER

Bloggen


Små essays om mine tanker og overvejelser om livet som solo-iværksætter.
Få nye blogtekster sendt til din mail ved at skrive til blog@briefer.dk


Bine Ryberg, Briefer, blog, solo-iværksætter

Skrevet af Bine Ryberg - iværksætter af Briefer.dk


Bloggen er personlige fortællinger, der tager udgangspunkt i mit iværksætterprojekt. Jeg beskriver intimiteten mellem liv og værk.


Teksterne bevæger sig i et spændingsfelt mellem det indre og det ydre. I det indre finder jeg et personligt udtryk og potentialet til at skabe noget unikt. I det ydre søger jeg efter mulighederne for, at projektet kan virkeliggøres.


Bloggen starter længe før jeg begynder at skrive på den. Jeg tror, at den langsomt starter med at spire, da jeg efter en årrække i udlandet flytter tilbage til Danmark.


En nat drømmer jeg, at jeg sejler i en sejlbåd på åbent hav. Der er roligt, solrigt og jeg glider langsomt gennem vandet. Jeg begynder at kunne se målet, som ligger et godt stykke ude i horisonten. Det har form af en bådebro. Da jeg styrer båden mod målet, går den i stå.


Vinden stopper og båden ligger stille. Der er højt til himlen, lyst og behageligt, men jeg er gået i stå. Står bare der på en stillestående båd helt alene på det åbne hav. Jeg springer i vandet for at skubbe båden.


Vandet er fyldt med tang. Det lykkes mig at bevæge båden fremad. Ganske langsomt svømmer jeg med båden foran mig. Den tager hele mit udsyn, og derfor kan jeg ikke navigere. Målet, i form af bådebroen, forekommer længere og længere væk, men jeg nyder at ligge der i vandet med båden og roen og solen højt på himlen.


Jeg vågner på Christianshavn i København. Det er her, jeg har lejet et møbleret værelse, indtil jeg finder ud af, om det er i København, jeg skal være. Jeg er inviteret på rundvisning i operaen af en af operaens teaterteknikere, som også er ham, jeg har lejet værelset af.


Den ligger blot 10 minutters gang fra lejligheden. Operaen. Jeg krydser broerne på min vej derhen og finder bagindgangen, hvor jeg stiller mig og venter, mens jeg betragter den store bygning og de maritime omgivelser. En skydedør går op, og der står min udlejer. To meter høj, som han er, og i arbejdstøj.


Vi går ind i bygningen og op ad nogle trapper. Kommer igennem gange og korridorer, før vi træder ind i et meget stort rum.


Noget åbner sig. Jeg mærker et sus af noget dragende. Der er højt til loftet og væggene forekommer usynlige. Det er ikke umiddelbart klart hvor til rummet går. Akustikken, lyset og temperaturen gør atmosfæren indbydende. Et udefinerbart rum med en masse udstyr og materialer uden nogen åbenlys organisering og sammenhæng.


Der føler jeg mig lille. Størrelsesforholdet svarer til verden dengang man så den i børnehøjde. Der står stiger i alle størrelser, gamle kulisser er parkeret rundt omkring, i loftet hænger tunge wirer, metalkroge og lys ned fra lange alubroer der svæver over os, og endnu en mand i arbejdstøj kravler rundt på nogle stablede bokse højt oppe under loftet.


Vi går over selve scenen, som er forbavsende lille i forhold til det bagvedliggende rum, vi kommer fra. Et par uger senere sidder jeg i den flotte sal blandt publikum og ser to forestillinger. En ballet og en opera. De er imponerende og bevægende, men det er ikke dem, der hager sig fast i min hukommelse.


Det gør rummet bagved.


Der hvor noget får sin begyndelse, bliver formet og tilpasset, vendt og drejet, pillet fra hinanden og sat sammen igen for så til sidst at blive et lille stykke virkelighed der udfolder sig i verden. At sætte noget i værk.


Altid en ny start


En septemberaften flyver jeg ind over Berlins tage og ser ned på vejene, der forgrener sig som pulserende blodårer mellem de mange bygninger. Midt i byen, i Tempelhof Lufthavn, lander jeg.


bine briefer, blog, briefer, bine ryberg, solo iværksætterBerlins tilgang til opstart


Alt i Berlin har en historie, også Tempelhof Lufthavn. Det starter med, at en af datidens zeppelinere lander her med stor bevågenhed fra berlinerne. Landingen er en succes, det store luftskib er intakt. Ganske kort tid efter, på samme sted, demonstrerer Orville Wright en sine flyvninger, som nu er med en motordreven flyvemaskine.


Lufthavnens historie fortsætter ind i 2. Verdenskrig og direkte videre ind i den kolde krig, hvor den blandt andet får funktion som den luftbro, der forsyner Vestberlin med fødevarer under blokaden i 1948-49. Den bliver et symbol på frihed, grundet de mange tusinde, som flygter ud af Øst og ind i Vest.


En nat, der dog ikke indskriver sig i historien som noget bemærkelsesværdigt, men som bliver bemærkelsesværdig for mig, får jeg lov at mærke stedets nærvær og fornemme historiens vingesus, da jeg under en kraftig snestorm, der raser i det meste af Nordeuropa, overnatter i de rå og halvtomme bygninger.


Det er kort tid før Tempelhof lukker som Lufthavn. Grundet lukningen har man ikke prioriteret at vedligeholde det gamle interiør. Lysstofrør fylder rummet med et blegt og blåligt fabrikslys, der er uendeligt højt til loftet og akustikken runger. En hel vinternat som ventende og uvis passagerer giver stedet en iskold atmosfære. Tiden er gået i stå, og jeg befinder mig midt i en afslutning.


Få år senere befinder jeg mig der igen, denne gang som festivaldeltager i selskab med venner fra Danmark. I de store hangarer står der ikke længere fly, men i stedet en masse mennesker, en scene og et band. Larm, lys og kaos gennemsyrer stedet totalt.


Det er allerede flere år siden, og lufthavnen er for længst lukket. Det er ikke længere herfra man kommer langt. I hvert fald ikke fra luften. Her er ingen fly der afgår og lander, men bygningerne står stadig. De er fredet. Stedet er begyndt at tage form som noget nyt. Her hersker en vis forvirring og forskelligartede interesser der konkurrerer om pladsen, så det er endnu svært at se nøjagtigt, hvor det vil hen.


Berlin er spraglet og fuld af kontraster. Den er på en og samme tid ny og gammel, fattig og rig, smuk og grim. Det er løsgængerlivet, som dominerer her og gør det nemt at være nybegynder. Vil du være kunstner, bliver du kunstner. Vil du starte forretning, starter du forretning. Ingen synes at være i faste parforhold men alle synes at stå i forhold til hinanden.


Det spirer fra hvert et hjørne. Også på de gamle landingsbaner i Tempelhof, som i øvrigt løber parallelt. Der er en opblomstring af nye miljøer og projekter. Gode og dårlige ideer bliver realiseret og afprøvet.


Målet for projekterne i Berlin er oftest ideen eller visionen bag. Sådan at ideen for ideens egen skyld vægtes højere end det økonomiske incitament, og det skaber et rum, hvor kreativiteten har gode vilkår. Vejen fra ide til handling synes meget kort. Der sættes i gang og alt det, der ikke vides på forhånd, findes der løsninger på hen ad vejen.


Det er Berlins tilgang til opstart med åbenhed og tro, som viser mig en vej, hvor iværksætterdrømme og følelsen af frihed kan forenes med en almindelig hverdag. Byen har forplantet små kreative frø i mig, som nu begynder at spire, og tilsyneladende foregår det meste uden for min bevidsthed.


Da jeg flyver ind over byens tage og lander i Tempelhof Lufthavn den septemberaften for længe siden, står jeg af flyet og henter jeg min bagage på bagagebåndet. Det hele bærer jeg ned i undergrundsbanen og kører mod Prenzlauer Berg, hvor jeg hjemmefra har booket et lille værelse på et Hostel.


Mens jeg sidder og kigger på berlinerne, der stiger af og på toget, ved jeg ikke, at denne tur skal ende med at vare seks år og inkludere fire jobs, tre boliger, to kærester og et år i Paris. Og det vil vise sig kun at være første kapitel af min relation til byen.


Jeg er taget til Berlin for at blive så længe, det lader sig gøre. Som nyankommen er jeg hverken installeret eller etableret. Jeg har ikke et hjem, et job eller et socialt netværk. Pengene, som jeg har med, rækker til tre måneder, så det er den tid, jeg har til at sætte noget i system og blive selvfinansierende.


I bagagen har jeg, hvad jeg mener, er nødvendigt for at leve godt i en ny start. Tøj til en uge, pæne sko, praktiske sko, løbesko, sandaler. En toilettaske, yogamåtte, computer og Turen Går Til Berlin med et kort over byen. Og dertil en håndtaske med pas, penge, solbriller, en Nokia 8310, notesbog og en blyant med viskelæder i toppen.


Selvom jeg er mørkeræd, da jeg lægger mig til at sove på en briks i et mørkt værelse på et billigt Hostel i en skummel baggård i en fremmed by, så er det en ny start. Og det er lige præcis det, som jeg søger.


Indefra


Jeg sidder i sofaen, og kigger ud ad vinduet på Vesterhavets klitter og marehalmen, der bevæger sig i vinden. Jeg har lånt mine forældres sommerhus. Det er uden for sæson, så her er roligt.


Jeg åbner min computer, surfer lidt på Netflix og klikker mig ind på en dokumentar om Den Frosne Planet. Jeg kigger på levende billeder af Antarktis’ hvide, eventyrlige, frosne univers. Det er en øde og stille verden, siger speakeren. En ørken af sne og is. Jeg er grebet. Stiller computeren på sofabordet, og lægger mig til rette.


bine briefer, blog, briefer, bine ryberg, solo iværksætter


En gletsjer bevæger sig som et flydende legeme. Bare langsommere.


Den dannes, når der år efter år falder så meget sne, at det ikke kan nå at smelte i løbet af sommeren. Sneen lægger sig som en dyne, der bliver tungere og tungere jo mere sne der falder. Det er tyngden, der presser sneen til is.


Gletsjeren bevæger sig mod åbent hav. På dens langsomme vej slæber den sand og sten hen over det underlag, som isen hviler på, og sliber dets kanter og ujævnheder. Den udglatter og ensarter underlaget.


Når en lang vinter er forbi, vågner lyset, og solens varme stråler rammer isen. Den løse sne der ligger på overfladen, begynder at smelte og danner en lille sø af smeltevand. Vandet optager varmen fra solens stråler og smelter mere sne og is.


Søen vokser, og vandet løber ud over dens bredder. Det spreder sig som små bække, der forgrener sig som blå blodårer i den kridhvide sne. Og smelter sig langt ind i gletsjernes dyb via små sprækker og kløfter i isen. Sådan baner vandet sig vej gennem den fastfrosne verden og skaber bevægelighed.


I takt med at vandet bringer varme ind i isen, udvider de små bække sig til store brede floder af smeltevand, der strømmer gennem gletsjeren. Ved dybe skakter, som kaldes gletsjermøller, fosser vandet lodret ned i isen. Nedfaldet er lige så brusende og buldrende som et vandfald.


Vandet trænger ned til forbindelsen mellem klippens overflade og isen, og virker som et smørringsmiddel. Hastigheden i gletsjerens bevægelse mod havet øges.


En gletsjerfront vil oftest være ustabil. Den kan have form som en enorm skulpturel mur. Bevægelsen mod havet skubber på gletsjerfronten, og når den får overvægt, kan en kolossal ismasse knække sig fri og styrte tungt mod havet.


Den lyd som det skaber, må være bjergtagende midt i stilhedens eget land.


Ismassen rammer havoverfladen, synker, roterer, finder balance, løfter sig majestætisk over havoverfladen og stabiliserer sig. Et isbjerg er født.


Jeg klapper computeren sammen og kigger ud af vinduet. Det er blevet mørkt og helt stille. Kun en svag susen fra Vesterhavet høres i det fjerne. Jeg går i seng og kravler under dynen.


Langsomheden, stilheden og bevægelsen i en gletsjer tænker jeg på, og hvordan den kan bruges som et billede på mit eget indre liv. Når jeg giver plads til langsomheden og stilheden, og lader mig bevæge dybere ned i erindringer og følelser.


Tilbage til den jeg var engang og stadig er et sted. Der indefra hvor fantasien ingen modstand har, og de gode ideer bor.


Jeg lukker øjnene og falder i søvn. Mit legeme er stille og min bevidsthed forsvundet. Jeg nærmer mig den tilstand hvori livet begyndte. Helt alene, inde i mig selv.


Kontekst


Strukturer, systemer, repetitioner. Tik tak. Effektivt, mekaniseret, passiverende.


Skrivebordet står ved vinduet, hvorfra der er udsigt til Guldbergs Plads. Det er her, jeg sidder. Det er lørdag morgen, og fra underboen siver vrede stemmer op mellem de gamle gulvbrædder. Så vidt jeg kan forstå, er det opvasken, der denne morgen har igangsat et af deres evindelige skænderier. I aften vil det typisk blive afledt af joints på altanen, venner, musik, grin og en højlydt snakken i munden på hinanden.


bine briefer, blog, briefer, bine ryberg, solo iværksætter


Jeg har ørepropper i ørene. For det er ikke kun underboen, der larmer. Det gør også naboen til højre og naboen til venstre og overboen.


Alle larmer her, hvor jeg bor. Det skyldes først og fremmest, at her er lydt. Meget lydt endda. Jeg mener at kunne høre, når naboen løfter dynen. Det skyldes også, at vi bor tæt. Vi er i et af de områder af Danmark, hvor befolkningstætheden er størst.


For mig er det enerverende at være så tæt på andre mennesker. De går direkte i nervesystemet og overtager stemningen i mit hjem. Mit humør og mine tanker overdøves af skænderiet nedenunder, af telefonsamtalen i opgangen, af naboernes bølgende lydfrekvens, der går fra neutral til ekstrem, når 4-5 unge mænd samstemmende stamper i gulvet af raseri, eller brøler i kor i jubel, når de helt ude af forbindelse med virkeligheden er helt inde i deres computerspils verden af op- og nedture.


Ørepropperne tager 60% af lyden, og det er ikke nok. Så åbner jeg vinduet. Lydene fra Nørrebros gader og pladsen udenfor trænger sig på, og nedtoner husets støjniveau en smule. Der er lydene fra børnene på legepladsen, spillerne på den kombinerede basketball- og fodboldbane, hundene der løber frit i den indhegnede hundegård. Det hviner, råber og gør.


En kraftig, dunkende lyd fra en helikopter på vej til Rigshospitalet bevæger sig hen over hovedet på mig, som en svævende hval med en roterende propel på ryggen, og påkalder sig al opmærksomhed. Sirener fra ambulancer med samme retning som helikopteren skærer sig ligeledes gennem lydmuren, og politibiler og brandbiler der flygtigt farer forbi.


I mellemrummene høres en konstant susen fra trafikken på Jagtvej. Med lidt god vilje kan den forveksles med Vesterhavets susen. Det virker beroligende, men varer blot et øjeblik, for nu er overboerne stået op. De vælger at sætte i gang dagen ved at fyre op for musikken.


Raseriet begynder at brede sig i kroppen på mig, og den overtager fuldstændig min koncentration. Jeg flår ørepropperne ud, smækker computeren sammen og trækker i overtøjet.


Nu sidder jeg på en café i nærheden. Jeg har bestilt en cortardo og placeret mig ved vinduet med computeren foran mig. Bilerne kører systematisk forbi, mod venstre i den ydre vejbane og mod højre i den indre vejbane, kontrolleret af lyskrydset lidt længere henne af vejen.


Vejnettet repræsenterer et fast system. Det er vævet ind i strukturer, som alle repeterer. Ingen kører overfor rødt.


Vejene er som årene i vores kroppe og trafikanterne som blodlegemer, der fræser rundt i et struktureret net. De er alle vegne, strukturerne. Som bliver til systemer gennem organisering og gentagelser. På et tidspunkt bevæger jeg mig mekanisk rundt i systemet. Med autopilot og uden bevidsthed.


Jeg er en tilskuer, som jeg sidder her og observerer. Når jeg om lidt bevæger mig ud i gaden, er jeg deltager, men ikke en aktiv en af slagsen. Jeg følger strukturerne, går til højre ved det første hjørne og ad fortovet ned langs Jagtvej, ved fodgængerovergangen venter jeg på, at den røde mand lyser grønt, så ser jeg til højre, til venstre og skrår over Guldbergs Plads, hvor jeg låser mig ind i nummer 14. Her går jeg op ad trappen. Trin for trin.


Passiviteten lurer. Den som giver kreativiteten trange kår og udfordrer følelsen af frihed. Den som omslutter mig i ligegyldighed, hvis jeg ikke er opmærksom.


I mit voksne liv som passiv deltager i et allerede færdigformet system, er det fritiden der er min egen. Så jeg bestræber mig på at finde glæden i en verden, hvor det er den udadvendte livsstil, der anses for at være glædesskabende.


Følelsen af ligegyldighed overdøves med larmende underholdning! Film, serier, sociale medier, venner, alkohol, musik, blade, aviser, internettet, cafeer og computerspil. Det er en parallelverden, jeg får foræret, som jeg mageligt kan indtage en passiv rolle i, mens jeg samtidig har følelsen af at være aktiv.


Jeg gør det, som jeg forventer, vil gøre mig glad. Underholdningen fylder mig op og tager mit fokus. Jeg kan bruge den som en glædelseseliksir, men kun med måde. Hvad der gør mig glad i dag, gør mig ikke nødvendigvis glad i morgen.


“Hvad gør glæde? Glæde udsletter. Glæde nedbryder. Glæde strømmer over. Alt det svære, alt det som normalt forhindrer og begrænser os, forsvinder i den. I længden er den uudholdelig, for der er ingen modstand i glæden, hvis du læner dig op ad den, falder du.” (Karl Ove Knausgård, 2011: 1059)


Jeg lukker øjnene og forestiller mig, at jeg falder. Ud af sammenhæng. Ned gennem strukturer, systemer, repetitioner og mekaniseringer. Væk fra orden, indretning, normalisering og effektivisering. Til jeg lander med et brag, og ligger uforbundet og fri. Alene tilbage med mine minder og følelser.


Lige der åbner jeg øjnene, og indser, at den eneste vej ud er ind.

Virkelighed


Den fysiske virkelighed. Den som er struktureret af tid og systemer og steder. Den vågner jeg i hver morgen. De første minutter bliver jeg i drømmens verden, inden jeg slipper og indstiller bevidstheden på, hvad klokken er, hvor jeg skal hen, og hvem jeg skal være i dag.


Det er søndag, og jeg er i Kollwitzstrasse. Her er højt til loftet. Når jeg kigger ud, ser jeg på gadens træer. Jeg er på første sal, så det er træernes kroner, jeg kigger ind i. Klokken er otte. Jeg skal ingenting. Jeg skal bare være mig selv, så jeg bliver liggende og tænker.


Tanken om at der findes flere virkeligheder, tiltaler mig. Jeg vil finde inspiration i flere verdener og sætte dem sammen, så de skaber en ny mening. Det er den fysiske virkelighed, jeg vågner i, men det er ikke nødvendigvis i den, jeg befinder mig.



Jeg rækker ud efter min telefon og træder ind i den digitale verden. En verden som er vævet ind i den fysiske virkelighed, selvom intet af det vi foretager os online er fysisk. Måske har den så stor tiltrækningskraft, fordi den trækker tråde mellem det bundne i vores fysiske verden og det flydende i drømmenes verden. Den digitale verden forbinder os til en grænseløs virkelighed. Den tilbyder en vej ud af en understimulerende konformitet.


Jeg tænker ikke over, at den information jeg får, er skræddersyet til mig. Det er sandsynligvis ikke de samme historier og perspektiver, som min nabo bliver præsenteret for. Den tolkning af verden, som jeg præges og påvirkes af, kender min nabo muligvis ikke, og omvendt. Jeg kender ikke hans forståelse af virkeligheden. Vi bevæger os længere og længere væk fra hinanden.


Gad vide hvilke konsekvenser det har, at vi indekseres og kategoriseres af algoritmer, og præsenteres for strategisk placeret information, oftest uden vi kan gennemskue og kontrollere, hvilke kategorier vi tilhører. Algoritme betyder ensretning, og ensretning fører til intolerance.


Sandheden. Hvor finder jeg den? Kan jeg finde den i litteraturen og i kunsten? Som før i tiden stod for storslåede dramaer, hvori det sensationelle fik lov at udfolde sig. Sådan er det ikke længere. Dramatik og sensation vælter ud over mig hver eneste dag fra alle sider af informationssamfundet.


I perioder vender jeg mig bort. Så bevæger jeg mig ind i litteraturens verden. Når jeg læser Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård, så får jeg en følelse af at lægge afstand til det sensationelle og nærme mig det autentiske og sande.


Læren om mennesket som handlende og skabende væsen er igen relevant. Frihed er ikke noget vi får, det er noget vi tager, og det kræver indsigt og mod. Derfor tænker jeg, at filosofi, antropologi, psykologi, historie, kunst og litteratur får en renæssance, som noget vi alle kommer til at interessere os for og forholde os til. Måske er den allerede startet. Humanioraens renæssance.


Jeg vender mig i sengen, læser et afsnit i Espedals Gå. Jeg står op, snor håret op i en knold, stikker fødderne i klipklapperne og går mod Volkspark Friedrichshain. Ved eventyrspringvandet sætter jeg mig op ad søjlen med askepot og duerne, fødderne hviler jeg på skildpaddens skjold.


Larmen fra det brusende vand der falder, overdøver menneskene omkring mig og fra den hjemløse, der højlydt tager sig et koldt morgenbad i springvandet. Jeg tager blyant og papir frem, lader tankerne vandre og begynder at skrive:


Den fysiske virkelighed. Den som er struktureret af tid og systemer og steder. Den vågner jeg i hver morgen. De første minutter bliver jeg i drømmens verden, inden jeg slipper, og indstiller bevidstheden.


Til toppen